Breve fra Karin og Filip fra Papua New Guinea 

Januar 2011

Kære familie og venner,
Glædeligt nyt år ! Ja så er det over os, det nye år, med alle dets muligheder og udfordringer. Sidste år var meget sorgfuldt for os, fordi vi mistede David, min nevø på kun 20 år, i juli måned, så julen har været svær at komme igennem.
Vi bliver aldrig de samme igen, og længslen efter himlen bliver større, hver gang vi mister. Ubevidst flyttes flere og flere aktier over på den anden side, og bibelens løfte om, at Kristus også vil tage imod os på den anden side af døden , og at vi skal få lov til at møde vore kære igen , er det eneste, der kan give livet mening.
I tillid til Kristus og hans løfte er vi så gået igang med 2011, en dag af gangen vil vi følge ham.
It has been a quiet week in Lake Woebegone (læs : Ialibu) .........
De af jer, som er bekendte med Garrison Keilors morsomme historier om ”Lake Woebegone”, vil genkende sætningen. Lake Woebegone er et fiktivt område i Minnesota, som beboes af efterkommere efter fromme lutheranske immigranter fra Skandinavien. På overfladen ånder alt idyl i det lille samfund, men under overfladen .....På samme måde er der nu gang i hele det lille samfund i skyggen af Ialibus bjerge. Skoleprojektet skrider godt fremad, men der skal forhandles med mange instanser og holdes mange møder undervejs, f.eks. daglige møder med skolebestyrelsen over en god kop kaffe. Problemet er, at alt her i landsbyen handler om retten til jorden, og de forskellige klaner er nødt til at sikre sig, at retfærdigheden sker fyldest. Fem forskellige klaner har i sin tid givet det bestemte stykke jord til Gud, som missionsstationen befinder sig på, og GTM lejer området af regeringen i 100 år, på betingelse af at området bruges til gavn for alle folk i Ialibu. I mellemtiden har familier fra andre klaner af forskellige grunde bosat sig i området, og de må nu forlade deres huse for at flytte tilbage til deres egen jord. Folk investerer nemlig i haver tæt på husene, som producerer de grønsager, de skal leve af i fremtiden, og jo længere de bliver boende, jo sværere er det at få dem til at flytte. Næste generation begynder pludselig at gøre krav på jorden, som jo egentlig er Kelly-klanens og givet til missionsarbejde. Stort problem. Vi prøver at hjælpe de ramte familier bedst muligt med at flytte tilbage til deres egne grunde. Vi beder om, at Gud vil hjælpe os med at få bragt orden i sagerne, så kirken kan få ro til arbejdet med at sprede evangeliet.
Festen.
Første mandag i januar var der stor fest i Ialibu. Officielle repræsentanter fra PNGSDP (Papua New Guinea Sustainable Development Program), en katolsk præst og ledende sygeplejerske, lederen af en privat virksomhed, som udfører projekter for AusAid og EU, samt alle indbyggere i Ialibu var samlede til en stor takkefest, som var den officielle åbning af skoleprojektet. PNGSDP har doneret penge til nye tage på flere bygninger, vandtanke og indstallering af disse, altsammen som et led i regeringens ”water harvesting project” (det handler om at skaffe rent vand til underudviklede områder). De lokale havde sat alle sejl til, og det blev en festlig og følelsesladet dag med taler, takkesange og MUMU, en lokal udgave af helstigt pattegris. De opvarmer specielle sten, som lægges i et dybt hul i jorden, hvorefter de lægger kaukau (sødekartofler), blade og kød ovenpå. Det hele dækkes til med sten og efterlades et par timer i jorden. Det smager røget og egentligt godt (vi blev ikke syge af det ...). Jeg ville ønske, at jeg kunne vise jer billeder nu .. Der blev bygget en stor platform til alle de ærede gæster, pyntet med balloner og smukke blade. Kvinderne havde skrevet en takkesang til os, og så blev der holdt mange taler. Historien om hvordan Philips forældre kom hertil i 1961 blev genfortalt, og med stor taknemmelighed og tårer i øjnene blev der sagt tak til både Jacob og Sophia og de officielle gæster - men først og fremmest til Gud ! Taknemmeligheden over at have fået evangeliet (og alle de velsignelser, det har medført) stod stærkt igennem hele programmet. Der blev talt om, at Ialibu nu for anden gang oplever Guds indgriben, og om at vi i forening må prøve at skabe en bedre fremtid for børnene her. De lokale blev udfordret til at gøre deres part, og hvis de lever op til aftalerne, vil de kunne høste mere hjælp fra SDP. Til sidst blev mange officielle papirer underskrevet, og alle fik deres del af MUMUen. Alt blev spist rup og stub på sædvanlig Ialibu vis, her er jo ingen køleskabe.
Grace.
Det var en stor ære at møde de mennesker, som hver især udfører fantastisk hjælpearbejde i dette land. Den katolske præst, som var med, modtog penge fra SDP til et sundhedsprojekt, som ledes af den katolske kirke i områder, som ligger så langt væk, at man kun kan gå det sidste stykke til fods – en tur, som ofte varer flere timer. Kirken bygger små fødeklinikker i områder, hvor kvinderne ingen hjælp har, når de skal føde. Gennemsnitslevealderen er visse steder stadig kun 27 år, fordi de dør af fødselskomplikationer. Kirken arbejder også med at introducere interesserede familier til fåreavl. I øjeblikket sælges flere tons lammekød (dvs. de aller dårligste stykker kød på et får) i Haagen hvert år. Alt kødet importeres fra Australien, selvom PNG er fuld af saftigt grønt græs, som egner sig fint til fåreavl.
Steve, den australske ingeniør som skal stå for rent-vand-projektet, arbejder på mange fronter. Bl.a. installerer hans firma solpaneler i små sundhedscentre, som ellers ingen elektricitet har. Ofte vælger lægen eller jordemoderen at arbejde med en mobiltelefon i munden som lygte, når en baby skal hjælpes til verden om natten. Steves firma har også også opfundet enkle hjælpemidler til AIDS-patienter, som mange steder i PNG dør alene , uden hjælp fra familien og langt væk fra hospitalsvæsenet. Det hele startede med Grace, en ung kvinde på 19 år, som var ved at dø af AIDS i sit hjem. Da Steven mødte hende, sad hun fuldstændig skelettynd og afkræftet på en gammel spand uden hank. Faderen havde fjernet hanken men ikke de to stålkroge i siderne, så hun havde to huller i benene, hun sad nemlig på spanden 18 timer i døgnet med diarre, ude af stand til at slæbe sig ud til toilethytten (et hul i jorden med tag over). Hun ejede en bluse, intet undertøj, og blusen blev aldrig vasket, for ingen ville hjælpe hende. Det møde blev starten på et hjælpemiddelprojekt.
Det tager 6 uger at dø af AIDS i PNG. Sygdomsforløbet kan typisk udvikle sig på følgende måde : Første uge får patienten svampeinfektion i huden. Ugen efter udvikler infektionen sig til tropiske sår. Uge 3 får man diarre, som varer ved, indtil man dør fuldstændigt udmagret. Uge 4 får man lungebetændelse, uge 5 begynder man at bløde fra legemets forskellige åbninger, og efter endnu en uge dør man alene i sin seng uden pleje eller hjælp.
Steves firma inviterer løbende AIDS-patienter ind til et undervisningsprogram om sygdommen og ved afslutningen af kurset skal hver enkelt udtænke et hjælpemiddel, som andre syge kunne have glæde af. Indtil videre er det blevet til en kasse, som indeholder følgende : et toiletsæde monteret på en spand, en lille vaskeskål med prop oven i en spand, en slange monteret på en spand til brusebad i sengen, et kegleformet vaskeinstrument, som man kan vaske tøj med siddende i sengen, plastikovertræk til madressen og handsker af kraftig kvalitet. Kasserne sponsoreres af AusAid og gives gratis til AIDS-patienter.
Vi ved, at der ihvertfald er et menneske med HIV i Ialibu, men det anslås, at der er mange flere.
Rotter, firben og koldt vand !
Ja, jeg vil ikke skjule for jer, at det hører med til livet i dette skønne land, at man skal lære at leve med ovennævnte små dyr. Rotterne gør livet surt for folk, især de mennesker, som bor i græshytter. Den anden dag kom Dimitris mor forbi, egentlig på vej til sin datter, men den lille søde kone gjorde mig den ære at stoppe for en kop te. Hun kan næsten ikke se, er ludfattig på materielle ting, men meget rig på smil og menneskelig varme. Hun smiler altid, siger hendes barnebarn, og beder meget. Hun fortalte historien (folk elsker historier her) om en gæst , som glemte at lægge det eneste tæppe på plads i det lukkede rum, hvorefter det endte som rotteføde. Ærgerligt. Koldt. Jeg ved ikke, om det var en rotte, som spiste noget af min ananas i vaskerummet for et par dage siden .....men der har været rotter overalt i dette hus, hvilket skuffer og skabe bærer præg af- derfor al den rengøring. Huset begynder nu at genvinde noget af sin tidligere pragt, og i forhold til hvad de fleste bor i her omkring er det et slot.
I Ialibu har de fleste kun koldt vand opsamlet på tagene, og mange har kun flodens vand at gøre godt med. Vi har også kun koldt vand i dette hus men er ved at vænne os til det . Det bliver fantastisk, når de nye tanke bliver sat op i næste uge, så mange flere kan få adgang til rent vand.
I tirsdags fik jeg et chock, da Canadien ville tage skraldeposen ud og et stort, sort, slangeagtigt firben pludselig sprang ud på gulvet i mit køkken. Den vilde jagt gik, og firbenet blev fanget, dog ikke uden først at have bidt Canadien i fingeren ! Hun og alle andre (læs : Philip)tog episoden med ophøjet ro. Ja det blev jo til en god historie om den hysteriske Mrs. Sode .......
De kærligste hilsner
Karin og Philip.

Marts 2011

Kære familie og venner,
I hebræerbrevet kap. 10,19-22 står følgende : ” Fordi Jesus ofrede sig selv for os, kære venner, kan vi nu uden frygt bevæge os helt ind i det allerhelligste rum, hvor Guds strålende nærvær er. Det er noget helt nyt, at vi har direkte adgang til Gud i det allerhelligste rum inde bag forhænget, og Jesus er selv den levende vej, som fører derind. Da vi nu som Guds folk har en så fantastisk ypperstepræst, så lad os med oprigtigt hjerte og i troens faste overbevisning gå ind i Guds nærvær”. Det er Guds invitation til alle mennesker til alle tider, og det er hans invitation til os idag- Lad os uden frygt bevæge os helt ind i Guds strålende nærvær – Jesus er vejen.
Bøn.
Hvordan kan vi takke jer kære venner for jeres forbøn, som vi hver eneste dag høster frugten af ? Vi føler os båret frem af Guds kraft og ser forundret til, som tingene falder på plads, og projektet udvikler sig. Vi er så taknemmelige og ville ønske, at I kunne se alt det, som jeres forbøn har udvirket her ved foden af bjerget Ialibu. I ville glæde jer meget, tror jeg. Lad os takke Herren, og lad os fortsat gå ind i Guds nærvær for at forstå, hvad han ønsker at gøre for menneskene her. Vi føler , at Gud ønsker at sende en flod af barmhjertighed og Jesus-liv ind over de fattige, de håbløse, de syge , de arbejdsløse og alle de, som aldrig har hørt, at vejen til gud er åben for enhver, som tror på Jesus. Ja vi tror simpelthen, at Gud ønsker at transformere dette samfund, som han har gjort det så mange andre steder i verden. Det havde vi slet ikke forestillet os, da vi tog afsted ...
Her i Ialibu tror folk på bøn, og de er meget frimodige, når de henvender sig til Gud. Som et nyt initiativ er der nu bedemøde hver onsdag aften, hvor folk beder for kirkens arbejde, skoleprojektet, børnenes fremtid og en lille sundheds-klinik, som man drømmer om.Vi beder også om en god læge til Ialibu hospital. Folk går ofte forgæves til hospitalet. Der er kun en læge ansat, som både administrerer og udfører praktisk lægearbejde, hvilket naturligvis betyder, at han er svær at få fat på. Tandlægen udleverer smertestillende behandling og sender folk hjem uden at ordne hullerne i tænderne.
For et stykke tid siden blev vi brat vækket af middagssøvnen, og da vi åbnede døren, stod en mængde mennesker fra landsbyen tavse udenfor. De kom med en lille baby på 10 mdr., som uheldigvis blev ramt, da faderen under et skænderi ville sparke moderen ! Den lille dreng havde krampetrækninger i hele den ene side af kroppen og besvær med at synke. Forfærdeligt at se på. Vi vidste med det samme, at vi intet kunne gøre for ham og rådede forældrene til at bringe ham til hospitalet hurtigst muligt. Inden de gik, lagde vi hænderne på ham og bad om helbredelse , og Gud svarede. Da vi var færdige med at bede, holdt krampen op, og da de nåede til hospitalet, var barnet sig selv igen. Han har tilsyneladende ingen men, kravler, spiser, smiler, som han plejer. Tak, himmelske far ! Da de kom til hospitalet, var der ingen læge eller sygeplejerske til at hjælpe dem. Huset var tomt. Ingen ambulance, ingen bil hos politiet, de få lokale biler, som findes var alle til reparation .....
At opleve helbredelse ved bøn er ikke ualmindeligt her.
Taknemmelighed.
Man kan virkelig lære noget om taknemmelighed her ved foden af Ialibu-bjerget. Folk er så taknemmelige over hvad Gud gør. De er også taknemmelige over, at vi sølle mennesker er kommet- de fortæller, at de har bedt om, at Philip og Johan ville komme tilbage til missionsstationen. Næsten hver dag kommer nogen med gaver til os i form af frugt og mad. Det skorter ikke på frisk ananas, kål, brokoli, peanuts, forårsløg og kartofler. Igår fik vi sandelig jordbær ! To gange har ældre høner måttet lade livet til fordel for vores middagsbord. Alt er fuldkommen økologisk, og kålormene er bare friskere herude. Tag den, Netto !
En dag kom en lille pige med den smukkeste orkide til mig. Den gror nu på et af træerne i haven. Det er en del af kulturen her, at man deler mad med hinanden, og at man skal sørge for dem, som ingen har. Eftersom vi kun har en meget lille fryser, skal maden spises hurtigt, og overskud gives videre. Mændene, som arbejder på skoleprojektet, skal have mad hver dag som en del af lønnen, så vi har ingen afsætningsproblemer. De lokale spiser sødekartofler to gange om dagen, morgenmad er et ukendt begreb. I dag kom en lille kone, som er enke og lever alene uden hjælp. Hun insisterede på at give os 10 Kina (20 kr.) og en billum (taske) fuld af kaukau.”Gud kan nok sørge for både jer to og mig”, sagde hun og slog en befriende latter op !
Giv et tæppe !
Tusind tak til alle jer, som har været med til at give tæpper. I har givet næsten 10.000 kr, og ”Giv et tæppe” endte med at blive til et ”kvindeprojekt”, som tog form i samarbejde med kvinderne i kirken. Vi inviterede simpelthen 47 kvinder, nogle kristne, de fleste ikke-kristne fra landsbyen, til at komme på besøg i kirken. Vi havde en dejlig formiddag med fantastisk sang, forkyndelse af evangeliet og til sidst uddeling af tæpper. Oven på alt det, drak vi te og spiste god mad, som alle kirkedamerne havde forberedt. Kirken var fuld, og desværre havde vi jo ikke tæpper til alle, så fordelingen blev selvfølgelig heftigt diskuteret. I alt har vi uddelt 55 store, varme flistæpper til voksne og 60 små til børnene i søndagsskolen. Børnene fik deres tæpper allerede i nytåret og var meget begejstrede. Alle takker jer af hjertet, og der bliver bedt mange velsignelses-bønner for jer. Måske køber vi et par ekstra senere, men ellers tror jeg, at de fattigste har fået.
Udover selvfølgelig at hjælpe meget fattige mennesker var visionen i dette projekt at demonstrere, at Gud elsker alle mennesker, og at vi som kristne er kaldede til at velsigne vore naboer. Gud har kaldet os til at bevæge os ud over kanten, vi må ud til alle - de kommer ikke til os. Desuden er der stærk tradition for kun at sørge for sine ”wantoks” (slægtninge) her i PNG, og det er vigtigt at komme ud med budskabet om, at Jesus-liv sprænger alle de traditionelle mønstre.
Den dag i kirken besluttede i hvertfald to kvinder at give deres liv til Gud. Der er også andre kvinder, som er begyndt at komme til gudstjeneste om søndagen.
Kære venner, der er så meget jeg skal fortælle jer, men dette brev er allerede for langt, så jeg sender det nu med følgende bedeemner som afslutning :
Mendepo – en gammel mand, som i mange år har opholdt sig i sit hus, fordi han blev bange for nogle kramper, som han en dag fik i begge sine arme. Hans muskler er nu blevet helt stive, og fornyligt blev det endnu værre, så han nu sidder i fosterstilling i et hjørne. Familien må slæbe ham ud til toilethuset, made ham, osv. Vi beder om, at Gud vil helbrede ham.
Den lille klinik, som er ved at blive bygget på missionsstationen- bed om sygeplejersker til at bemande den, bed om, at den må blive officielt annerkendt, så vi kan modtage medicin fra Ialibu hospital.
Skolen- den fungerer, men det hele står og falder med de rigtige lærere, som vil gøre en forskel for de 80 børn, som på nuværende tidspunkt er tilmeldt skolen. Lige nu mangler skolebestyrelsen 10.000 Kina til at betale undervisningsmaterialer, på trods af at de har hævet brugerbetalingen til 160 Kina, hvilket mange har svært ved at betale. En del børn kommer slet ikke i skole af samme grund.
Kirken – bed for præsterne. Der er et desperat behov for undervisning i Guds ord. Sproget vanskeliggør kommunikationen, fordi pidgen er et fattigt sprog.”Gud elsker dig” bliver f.eks. til ”Gud kan lide dig” (God likim you). Meget står og falder derfor med god engelsk- undervisning i skolen, så folk kan læse den engelske bibel. Vi har fået 200 engelske bibler fra Les Loders menighed i Australien, og de er næsten solgt alle sammen. Vi sælger dem for 2 Kina (4 kr.), fordi folk ingen respekt har for det, de får gratis. Pengene bliver brugt til at købe flere bibler. I april skal en del mennesker døbes, bed for deres oplæring. Præsterne taler om at genindføre nadverfejring i gudstjenesten, de har holdt en pause på flere år pga. problemer i menigheden.
Fremtiden – det er med tunge hjerter, at vi nu må erkende, at der kun er tre uger tilbage, før vi skal forlade Ialibu. Vil I bede om, at Guds vilje må ske både med arbejdet her og med os ?
Kærlig hilsen
Karin og Philip